Ballader om vold og ømhed

Lean Nielsen voksede op på Vesterbro med et anstrengt forhold til sin verdensfjerne, pinsemissionske mor. Faderen forlod tidligt hjemmet. Den trygge base eksisterer ikke og hjemløsheden hersker fra en tidlig alder. I sit 14. til 17. år, som beskrives i den selvbiografiske Ballader om Vold og Ømh [...]
Visa längre beskrivning

Lean Nielsen voksede op på Vesterbro med et anstrengt forhold til sin verdensfjerne, pinsemissionske mor. Faderen forlod tidligt hjemmet. Den trygge base eksisterer ikke og hjemløsheden hersker fra en tidlig alder. I sit 14. til 17. år, som beskrives i den selvbiografiske Ballader om Vold og Ømhed fra, når han at være afsted som landvæsenelev, tjene som skibsdreng på fem forskellige skibe og at blive indsat på to forskellige ungdomshjem. Hvert skib, hver gård, hvert børnehjem stikker han af fra før aftalt tid, for at komme hjem til moren, men det varer ikke længe, før han igen flygter fra hende. Som det fremgår allerede af titlen, tilhører værket balladegenren. Det er ikke lyrisk, men episk båret, vægten ligger på det fortællende. Det ligner mere den tyske balladedigtning, som vi blandt andet kender fra Bertolt Brecht og protestsangeren Wolf Biermannm, end noget dansk. Der er i overenstemmelse med genren en koncentrationen omkring ydre begivenheder og dramatiske handlingsforløb. Desuden er skrivestilen frivol, uden billeddannelse og med med forholdsvis simple sætningskonstruktioner: jeg slog hende, min mor, under brystet og hun / faldt om / og jeg sad helt stiv på stolen og så hende ligge / på gulvet / mens hun jamrede sig mens hun græd og sagde / "dette fortryder du når jeg ligger med en græstørv / over hovedet" / og jeg sagde ingenting, jeg fortrød var stiv / og min bror sad stiv og tavs over for mig / min lillesøster stod og så ned i gulvet / og jeg kunne ikke sige "bare du ikke havde slået mig med den brødkniv / i hovedet / bare du ikke havde slået det gjorde så ondt / det gjorde så ondt at mærke at jeg ikke var /  velkommen / så ondt at mærke hvor oprevet du var over / at jeg havde rømmet fra stedfar / ... Man kunne nemt forestille sig, hvor meget så ladet en begivenhed som den at slå sin egen mor i gulvet kunne fylde i en roman. Den kunne i sig selv udgøre hele omdrejningspunktet for et værk. Her beskrives selve handlingen, reaktionen, og bevæggrunden på atten linjer, og man føler sig ikke snydt for hverken information eller indlevelse. Som Torben Brostrøm skrev i en anmeldelse i Information i 1976: I en roman ville man forvente analyse af tavsheden, i disse ballader formuleres den som tavshed. Så meget kan Lean Nielsen med sit sprog, og så meget ballade er der altså i stilen. Og det er netop det særlige ved Lean Nielsens digtning.