Biografi-Dagbog-Breve

Tomas Espedal (f. 1961) er en sjælden blomst i samtidslitteraturen. I tre bøger har han udforsket tre beslægtede genrer: biografien, dagbogen og brevet. Bøgerne handler om de klassiske Espedal-temaer: steder han har boet, hans mor som dør, kvinder han har kendt, bøger han har læst, rejser han [...]
Visa längre beskrivning

Tomas Espedal (f. 1961) er en sjælden blomst i samtidslitteraturen. I tre bøger har han udforsket tre beslægtede genrer: biografien, dagbogen og brevet. Bøgerne handler om de klassiske Espedal-temaer: steder han har boet, hans mor som dør, kvinder han har kendt, bøger han har læst, rejser han har været på og det at blive en vandringsmand. Og så lærer vi i nogle intense tekster en ny side af Espedal at kende, nemlig slagsbroren og bokseren. Som altid deler Espedal generøst ud af sit liv, blotlægger sine inderste tanker, sætter ord på det personlige - uden at blive privat.   
Espedal er en stor stilist, en sprogkunstner der kredser om det at skrive og om skriftens muligheder. Hvordan formidler man med ord det som ligger en nærmest? Hvordan formidler man sig selv? Hvordan skriver man om sorgen over at miste dem der står en nærmest? Som en anmelder skrev om Dagbog: Det er en af de stærkeste og mest sårbare bøger jeg længe har læst, men også en af de smukkeste. Og en forbløffet anmelder på Le Monde fremhævede Breve for deres ´tilsyneladende kaotiske konstruktion, deres gribende enkelhed og raffinerede stil´ og kaldte Espedal ´et stort og åbenbart talent´. Et talent som vi i dag ved at han har indfriet.   
ESPEDAL om bøgerne : 
BIOGRAFI: Biografien, historien om en selv, der er skrevet af en anden. Det er biografiens konvention, men jeg ville skrive om en anden, som så bare også er mig, og jeg ville bruge de almindelige tekniske virkemidler der gør biografien genkendelig som genre. Det starter med en gade, en adresse, et hus. Starter med opvæksten, sådan og sådan, og så bliver det trukket ind i det som er skriftens, så bliver det en anden. 
DAGBOG: Jeg bruger biografien på sproget som en metode, og på den måde var det naturligt at gå videre til dagbogen derfra, for hvem er dagbogen skrevet til? Den er jo skrevet til sig selv! Den skal ideelt set ikke have nogen læser. Den er meget privat. Det er en ophidsende tanke for mig, at jeg skulle skrive en ægte dagbog, og at den skulle trykkes. Der findes mange eksempler på det i litteraturhistorien, og tanken er fortsat at nu skriver du kun til dig selv. Skriv kun til dig selv!  
BREVE: Og så skrev jeg brevet, brevet som henvendte sig direkte til en anden, til én, kun til én. Jeg havde skrevet til mig selv i dagbogen, og pludselig voksede dette ´du´ frem. Det var næste bog. Brevet er en du-bog. Jeg kalder dem romaner, men det er bare at tænke på det som en dagbog eller som et brev, at det er et brev, næsten en bøn. Den bog er en bøn. Der kunne godt bare have stået ´kom tilbage til mig´ i den bog. ´Jeg savner dig. Kom snart tilbage.´ Jeg gik i dialog med andre breve. Jeg gik i dialog med Rilkes Breve til en ung digter. Der er en slags Rilke-brev inde i den bog. Det var trilogien, de tre tilsammen, en slags portræt af det at skrive.                                         
Fra et interview med Espedal i Ly.