Efterladt

Fournier fandt den rette tone at fortælle om sine to handicappede drenge i bogen Hvor skal vi hen, Far? I den samme tone skriver han Efterladt, efter Sylvies pludselige død. Sylvie var hans hustru gennem mere end fyrre år. Der er ingen klynken, ingen patos, men sorg i denne fortælling om [...]
Visa längre beskrivning

Fournier fandt den rette tone at fortælle om sine to handicappede drenge i bogen Hvor skal vi hen, Far? I den samme tone skriver han Efterladt, efter Sylvies pludselige død. Sylvie var hans hustru gennem mere end fyrre år. Der er ingen klynken, ingen patos, men sorg i denne fortælling om et langt liv sammen med en anden og om tiden, der fulgte. Hvorfor opdager vi først lykken på den lille lyd, den giver, når den forsvinder, spørger forfatteren. Han skjuler hverken sine fejl eller sine dårlige vaner. Han var den negative pol, Sylvie var den positive, med sine færdigheder i køkkenet, i haven og som instruktør. Og ikke mindst på grund af sit væsen.

Hver dag, og på alle måder, går det fremad, jeg har det bedre og bedre.

Den latterlige sætning, dette mantra, står i en bog, hvis sigte angiveligt er at hjælpe den efterladte videre. Bogen har forfatteren fået af et velmenende menneske.