Tiden efter min tid

Joachim Ladefoged er en af Danmarks mest fremtrædende yngre fotografer. Han blev udlært på Aarhus Stiftstidende, har været ansat på Politiken, har holdt udstillinger i ind- og udland og var som den første dansker nogensinde nomineret til optagelse i den internationale fotografsammenslutning M [...]
Visa längre beskrivning

Joachim Ladefoged er en af Danmarks mest fremtrædende yngre fotografer. Han blev udlært på Aarhus Stiftstidende, har været ansat på Politiken, har holdt udstillinger i ind- og udland og var som den første dansker nogensinde nomineret til optagelse i den internationale fotografsammenslutning Magnum. Han har arbejdet - og arbejder - for TIME Magazine, Newsweek, The New Yorker m.fl.

Om sin bog skriver han:

»I juli 2001 fik jeg mit første barn, en umådelig dejlig og stor oplevelse, et ønskebarn, som var ventet med glæde.To måneder efter indtraf 9/11, jeg gik fra stor glæde til stor angst for mit ufødte barn, verden ville ikke længere være det sammen trygge sted at vokse op.Det gjorde også, at mit liv som reportagefotograf blev forandret for altid, jeg turde ikke længere flyve, jeg var bange for, at der skulle ske mig noget. Jeg ville ikke have, at min søn skulle vokse op uden en far.Jeg lukkede mig i stedet for om min lille familie og vendte blikket indad. Jeg begyndte at kikke på, hvad det var for en verden, Jacob skulle vokse op i, på, hvad jeg havde med fra min egen opvækst og barndom, og hvad jeg kunne give videre til ham. Denne bog handler om det, jeg fandt. Den er en rejse tilbage i tiden, hvor jeg genbesøgte de steder, jeg har boet, været og har erindringer fra.Jeg er søn af en enlig mor til tre børn, vi flyttede meget, jeg boede i mere en femten forskellige hjem, gik i seks forskellige skoler og spillede fodbold i syv forskellige klubber.Rejsen tilbage blev en fotografisk og følelsesmæssig hårdere tur, end jeg umiddelbart havde forestillet mig, for hvordan fotograferer man egentlig en følelse? Men også rent psykologisk var det hårdt, lige pludselig blev jeg konfronteret med gode, men også dårlige minder. Det var især hårdt at gense min gamle efterskole, hvor jeg som sekstenårig vågnede op en nat med et hævet knæ, og to måneder senere fik konstateret varig leddegigt, med udsigt til at sidde i kørestol resten af mit liv. Det blev til en slags terapeutisk rejse tilbage i tiden for at finde mine egne rødder, en tur, hvor jeg lærte at kikke fremad ved at kikke tilbage. En rejse, hvor jeg også blev mere bevidst om tiden, der er gået, mødet med de nu ældre mennesker, der bor i et af mine gamle huse, som de flyttede ind i, da jeg flyttede ud som toårig, mødet med tiden, og at vi alle skal herfra en dag.«