Børnene

Vi er tilbage i Hvium, den lille fiktive by ved Limfjorden, der også var det geografiske centrum i romanerne Den der lyver og Det første jeg tænker på.

Visse personer går igen, andre er helt nye, tiden er delvis sammenfaldende (1992-2008) og handlingen dermed parallel, men [...]
Visa längre beskrivning

Vi er tilbage i Hvium, den lille fiktive by ved Limfjorden, der også var det geografiske centrum i romanerne Den der lyver og Det første jeg tænker på.

Visse personer går igen, andre er helt nye, tiden er delvis sammenfaldende (1992-2008) og handlingen dermed parallel, men bogen kan uden problemer læses selvstændigt. Solvej, der er i begyndelsen af 30´erne og uddannet sundhedsplejerske, kommer til byen og indlogerer sig i et lejet skovløberhus, fordi hendes eksmand, der har forældremyndigheden over deres fælles femårige datter, er flyttet til Hvium med sin nye kæreste. Solvej er desperat - hun har opsagt sit job på Sjælland, hun har brudt med den elsker, der var årsag til ægteskabets forlis og er over hals og hoved taget af sted, fordi hun ikke kan undvære sin datter. Hun bliver ikke godt modtaget af eksmanden og har i det hele taget svært ved at finde sig til rette. Det kniber med at finde et nyt arbejde, og hun chikaneres af en ukendt, der bl.a. tager livet af hendes kat. Det viser sig at være Søren Martinsen, der generer hende, manden, der formidlede lejen af boligen, og som hun i endnu et anfald af desperation har indledt et rent seksuelt forhold til.

Søren er gift med Britta, som han dominerer totalt og i perioder også slår, men trods hans primitivitet kan Solvej ikke modstå ham. Da hun bryder med ham pga. af en mislykket graviditet, tager hans chikaneri fat, og hun ser sig nødsaget til at flytte fra skovløberhuset og ind til selve byen. Solvej får efter nogle måneders forløb arbejde og efter et par år får hun også datteren permanent, idet eksmandens nye forhold går i stykker, og han flytter tilbage til Sjælland.

Samtidig møder Solvej den lokale skoleinspektør, Ebbe, og de flytter sammen i et trygt og godt forhold. Desværre kan de ikke få børn, da Solvejs seneste graviditet har medført, at hun er blevet steril. I bogens anden del flyttes fokus til Ragna, som vi kender fra de tidligere bind. Hun er gift med Pauli og bosat på hans store, gamle slægtsgård, Brogård, hvor hun sidder med tre børn og sin svagelige, sure svigermor. Hun faldt pladask for Pauli, da hun var sytten, men siden er lidenskaben unægtelig kølnet, men trods næsten afsky for Pauli vælger hun at blive i mange år. Da hun endelig forlader Pauli, falder han fuldstændig sammen i druk, men hun har styrke til at holde fast i sin nye tilværelse inde i Viborg. Ulykkeligvis sker der det, at Brogårds lade brænder og Pauli omkommer i flammerne.

Manne, som også optrådte i de to foregående bind, er den tredje kvindeskikkelse, vi hører om. Hendes skæbne er forfærdelig: Da hun arbejdede i huset hos byens præst og hendes familie, kom hun til at køre præstens lille søn ihjel. Hun flygtede fra ulykken, hvilket senere førte til en fængselsstraf. Hun er mærket for livet og flakker lidt hvileløst rundt. Ingen ved rigtig, hvor hun er, og da der bliver fundet et kvindelig på Brogårds marker, er alle bange for, at det er Manne, der har begået selvmord. Det er gudskelov ikke tilfældet - mod romanens slutning bliver hun muligvis set i København.

Solvej oplever mod romanens slutning det smertefulde, at hendes datter Christiane, der er blevet voksen og er flyttet sammen med Søren Martinsens ældste søn, Jon, slår hånden af hende. Hun anklager moderen for at have svigtet hende ved at gå fra hende og faderen pga. en elsker, hvad Solvej forsvarer sig imod. Samtidig har Christiane svært at klare, at moderen er kritis