København NV - æddermamer!

Det var æddermamer ikke altid morsomt, at være barn i halvtredsernes Danmark. Det kunne være dybt traumatiserende. Det kunne være rigtig skægt. Ofte var det helt kolossalt, ansvarsløst, fantastisk herligt.

København NV - æddermamer er morsomme, finurlige, men samti [...]
Visa längre beskrivning

Det var æddermamer ikke altid morsomt, at være barn i halvtredsernes Danmark. Det kunne være dybt traumatiserende. Det kunne være rigtig skægt. Ofte var det helt kolossalt, ansvarsløst, fantastisk herligt.

København NV - æddermamer er morsomme, finurlige, men samtidig alvorlige og samfundskritiske barndomsfortællinger fra halvtredsernes Bispebjerg og omegn. En helt anden tid, hvor fritidshjem og ude-arbejdende husmødre var upassende. Børn var børn med alle tænkelige sorger og glæder. Nogle var kriminelle, anstødelige eller blot udstødte; som f.eks. seksuelt afvigende og lignende. Og dét tog man dengang bestemt ikke let på!

»Men ovenover alting, stråler Moder Sol.«, sang den folkekære Dirch Passer. Og hans ligeså folkekære kompagnon, Kjeld Petersen berigede halvtredserne med vidunderlig, skæv humor, der nedtonede efterkrigstidens opgør med nazismens rædsler.

Humor og hygge var der. Men måske lidt for ofte, kun på et professionelt plan.

Om forfatteren:

Stig Petersen, født 1948, er opvokset i Bispebjerg-om-rådet, og er uddannet folkeskolelærer i 1972 fra Jonstrup Statsseminarium med liniefag i musik og engelsk. Han har en central interesse for musik, både som underviser og musiker. Han har spillet klaver og harmonika i adskillige bands, bl.a. i Livstykket, Freja og Mamma's Mood m.fl., som har givet ham oplevelser med optræden i radio/tv, samt indspilning af plader og CD'er.Arbejdet som folkeskolelærer gav ham mulighed for at prøve kræfter med at opsætte adskillige musicals for børn og unge. Han både skriver og komponerer sange, samt akkompagner til visesang og andet.

Uddrag fra bogen:

«Synd og syndsforladelse er godt nok nogle store begreber at jonglere rundt med, når man er omkring ti år gammel. Men det stod lige pludselig helt klart for mig: Jeg var udnævnt til syndebuk! De kunne heldigvis ikke brænde mig eller hugge hovedet af mig. Den slags var vistnok afskaffet for mange år siden. Men som jeg havde det lige nu, ville jeg måske have foretrukket en grum og smertelig død. Levende begravet. Lige meget hvor man vender sig hen, er der tomhed . mørke. Ingen ser på én, ingen smiler venligt og nikker, når man mødes. Ingen reagerer på, at man eksisterer. Alle lader som om, man slet ikke er til. JAMEN JEG ER SGU DA KUN EN LILLE DRENG! JEG HAR IKKE GJORT NOGEN NOGET! TVÆRTIMOD!«