Breve til en veninde

Breve til en veninde indeholder breve, som Eik Skaløe skrev til sin kæreste, skuespillerinden Iben Nagel Rasmussen, i perioden 1962-68 (især i 1963). Iben Nagel Rasmussens egne beretninger ind imellem brevene danner en rød tråd i bogen og støtter brevenes indhold på en fin måde. Når man læ [...]
Visa längre beskrivning

Breve til en veninde indeholder breve, som Eik Skaløe skrev til sin kæreste, skuespillerinden Iben Nagel Rasmussen, i perioden 1962-68 (især i 1963). Iben Nagel Rasmussens egne beretninger ind imellem brevene danner en rød tråd i bogen og støtter brevenes indhold på en fin måde. Når man læser bogen, opdager man, at Eik Skaløe levede et hårdt og småkriminelt liv, men han var følsom, talentfuld og visionær og havde alle sanser åbne. Brevene beskriver hans forhold til kærligheden, hans livssyn og hans deroute, da han begynder at tage stoffer, og indtil han begår selvmord i 1968 i Indien.

Breve til en veninde blev udgivet første gang i 1993 og omhandler især Eiks og Ibens kærlighedsforhold. Bogen er nok den vigtigste til dato, hvis man vil vide mere om personen Eik Skaløe (1943-1968), der var sanger og sangskriver i det legendariske hippie-band Steppeulvene.

Ud over at være forsanger i Steppeulvene redigerede Eik Skaløe tidsskriftet ´Alternativ´, var aktiv i Kampagnen mod Atomvåben, eksperimenterede med alt, hvad der kunne opdrives af euforiserende stoffer - ligesom han rejste rundt i verden som hitchhiker, hvor han tjente til livets ophold ved at spille guitar. Først til Paris, senere til Spanien og videre tværs hen over Nordafrika, fra Marokko til Egypten og tilbage til Europa. I slutningen af 1960´erne begyndte han at rejse rundt i Østen, som så mange andre hippier gjorde dengang.

Forfatteren Per Højholt skrev følgende om Breve til en veninde i Jyllands-Posten i 1993: »Fremragende Skaløe-breve ... Hans breve fra Paris (1963) er nok rent skriftmæssigt bogens højdepunkter. Man griber sig naturligvis i at tænke, hvad det hele kunne være blevet til ... Med alle sanser gennemlevede han tiden. Brevene vidner om dette, gribende i deres ungdommelige begejstring og smerte, deres rystende direkthed, som man ikke kan vriste sig fri af. Og endelig den tilkæmpede ro i Iben Nagel Rasmussens beretninger ind imellem. Smerten er holdt tilbage, men den griber netop ved denne afstand.«