En dag mere

Hvis ikke vi gør noget selv, så sker der ingenting. Den sandhed kom Mogens Albert Pedersen til, da han hjalp en ung afrikaner. Hun var en af de slavesolgte prostituerede i København. Hun havde været udsat for tvang, brændemærkning, tæsk og voldtægt.Mogens tog sagen i egen hà [...]
Visa längre beskrivning

Hvis ikke vi gør noget selv, så sker der ingenting. Den sandhed kom Mogens Albert Pedersen til, da han hjalp en ung afrikaner. Hun var en af de slavesolgte prostituerede i København. Hun havde været udsat for tvang, brændemærkning, tæsk og voldtægt.Mogens tog sagen i egen hånd, og gennem de seneste år har han og en betroet håndfuld medarbejdere oprettet et såkaldt Safe House, hvor især afrikanske kvinder kan komme og få hjælp til at komme ud af deres bestialske fangenskab.

Jobbet er farligt. Safe House har flere gange måttet flytte adresse, for at forblive hemmeligt, og Mogens Albert Pedersen blev til ´Christian´, et navn der fik næsten mytisk karakter imiljøet.

En dag mere er sine steder en meget barsk men også livsbekræftende bog om kampen for at stoppe nutidens slavehandel - såkaldt ´human trafficking´ - belyst gennem syv gribende skæbnefortællinger.

Mogens Albert Pedersen, alias Christian. Født 31. maj 1955. Forfatter, debattør, underviser, foredragsholder og daglig leder af Christians Safe House i København. Mogens kan kontaktes på christians-safehouse.dk

Uddrag:

»Jeg sætter mig i busskuret og forsøger at finde lidt læ for regnen, som nu er taget kraftigt til. I venstre hjørne af skuret sidder der en ung, sort pige. Først havde jeg slet ikke set hende, for hun var trukket helt over i hjørnet, og lys var der ikke meget af.Hun så ud, som om hun græd eller lige havde grædt. Hun så ud, som om hun var blevet slået. Jeg henvendte mig til hende. »Er du o.k.?« Hendes smukke sorte øjne kikkede mig lige i øjnene. Hun svarede ikke, hun bare så på mig.Hun havde godt nok alt for lidt tøj på, og jeg gøs helt ved tanken, om hvordan hun måtte fryse. Dér, på bænken, uden at have ordentlig tøj på. I mit stille tænkte jeg, at hun nok havde været i byen og var kommet op og skændes med sin kæreste eller et eller andet. Hun lignede en på den alder. Og så tænkte jeg på mine egne døtre, og på hvis det nu havde været en af dem.«